7.729 vælgere satte ved søndagens EU-valg krydset ud for Pernille Høxbro, som selv havde håbet på at få 5.000 stemmer. Lige knap 1200 af stemmerne erobrede hun på Frederiksberg, hvor hun fik hvert femte konservative kryds.
“Jeg er meget glad og stolt over for den opbakning, jeg har fået. Selv om det ikke blev til endnu et konservativt mandat, så gik partiet pænt frem, og jeg fik mange flere stemmer, end jeg havde turdet håbe på. Ikke mindst på Frederiksberg og i den øvrige hovedstad har mange betroet mig deres stemme, og den tillid er jeg dybt taknemmelig for,” siger Pernille Høxbro.
Flot valg på Frederiksberg
“EU-valgkampen er ekstra hård, fordi den er landsdækkende, og Pernille har samtidig passet sit job som boligadvokat og sine tillidshverv på Frederiksberg rådhus. “Hjemme” i de to valgkredse på Frederiksberg blev hun en klar nummer to blandt de konservative – efter spidskandidat Bendt Bendtsen – og fik fire gange så mange stemmer som den næste partifælle. Også i Tårnby-kredsen blev hun nummer to, ligesom hun har klaret sig flot i de ni københavnske valgkredse,” siger kampagneleder Nils-Ole Heggland.
På landsplan blev Pernille nummer fem blandt de konservative kandidater, og i langt de fleste af landets 92 valgkredse var hun blandt de fem højest placerede konservative.
Mange avislæsere har haft mulighed for at stifte bekendtskab med Pernilles synspunkter – hun fik trykt talrige debatindlæg gennem hele valgkampen i dagblade over hele landet og blev i maj måned kåret som den flittigste debattør blandt samtlige 102 EU-kandidater fra alle partier.
Uden for Storkøbenhavn og Nordsjælland var hendes personlige stemmetal især høje i de to Silkeborg-kredse – her havde Pernille sammen med lokale konservative kræfter ført aktiv kampagne med flere møder og arrangementer.
Konservativ fremgang
På landsplan gik Konservative frem for andet EU-valg i træk – denne gang med 1,3 procentpoint til 12,7 procent af stemmerne. Det var desværre en anelse for lidt til at erobre mandat nummer to.
I de 27 EU-lande under ét fastholdt den store konservative EPP-alliance en stemmeandel omkring 37 procent og bevarer dermed positionen som største gruppe i Europa-Parlamentet – selv om konservative fra Storbritannien og flere andre lande overvejer at danne deres egen gruppe. Til gengæld fik gruppen af socialister/socialdemokrater et ordentligt nakkedrag af de europæiske vælgere.
De to EU-modstanderbevægelser hævder, at de er brede rent politisk. Folkebevægelsen annoncerer sågar i udvalgte medier med budskabet om at stemme personligt på seks kandidater, som åbenbart er borgerlige/liberale.
Men hvis Folkebevægelsen opnår et mandat, så går det stensikkert til Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Han føler sig sikkert godt hjemme i Europa-Parlamentets GUE/NGL-gruppe, som Folkebevægelsen er tilsluttet. Søndergaards selskab omfatter her gammelkommunister fra både øst og vest.
Så hvad hjælper det som EU-skeptisk borgerlig at stemme på en liberal ottendesuppleant, når stemmen bliver ‘overtaget’ af Enhedslisten og brugt i tæt samarbejde med EU’s yderste venstrefløj?
JuniBevægelsen har en lidt blødere profil, men resultatet bliver det samme. Med ny spidskandidat efter eks-kommunisten Jens Peter Bonde står bevægelsen til at miste sit sidste mandat, og så går stemmerne til Enhedslisten/Folkebevægelsen.
Diskussionen for/imod er for længst overstået, nu handler det om, hvorvidt EU skal udvikle sig i en socialistisk eller borgerlig retning.
Debatindlæg i flere aviser juni 2009
Det nytter ikke som EU-skeptisk borgerlig at stemme på borgerlig-liberal kandidat fra modstanderbevægelserne. Stemmen havner med stor sandsynlighed hos folk fra Enhedslisten, og Folkebevægelsen har alliereret sig med Europas alleryderste venstrefløj.
Debatindlæg i flere aviser juni 2009
Christian Kjølhede fra Radikale langer ud (Nordjyske og Jydske Vestkysten 27/5) efter tidligere partiformænd og MF’ere, der vil i EU-parlamentet. Han tilbyder selv visioner og “brænder for EU”.
Begge dele kan man nu også gøre med politisk erfaring og indsigt i bagagen. Oveni får de erfarne – fx Bendt Bendtsen som tidligere vicestatsminister – nok noget større indflydelse i EU-parlamentet end Christian Kjølhede, hvis han skulle blive valgt.
Det er fint at være ung og brænde for politik, men hvis eneste ballast og livserfaring uden for Radikal Ungdom er et “fritidsjob i Kvickly” (citat fra hjemmesiden), så er det måske ikke som en ud af 13 danske EU-parlamentarikere, man skal forsøge at begynde som folkevalgt.
Selv er jeg glad for, at jeg stiller op til EU-parlamentet med en baggrund, som omfatter 16 år som udvalgsformand/rådmand i en landets største kommuner.
EU-parlamentet er en politisk arbejdsplads med vigtige opgaver og stor betydning for dagligdagen for en halv milliard europæere – det er ikke en skolebænk for ungdomspolitikere.
Debatindlæg i Nordjyske Stiftstidende og JydskeVestkysten juni 2009
EU-modstanderne siger, at de gerne vil samarbejde internationalt, det skal blot ske mere demokratisk og borgernært end i EU. Men det er svært at få øje på alternativer til EU-fællesskabet.
En del ting i EU kunne da fungere bedre, ligesom de kan i kommuner, regioner og staten herhjemme, men så må vi forsøge at ændre tingene.
Tidligere hørte vi ofte om en nordisk model, men både Sverige og Finland har for længst meldt sig ind, og islændingene er vist på vej. Udenfor er snart kun olierige Norge.
I resten af Europa er stort set alle lande medlemmer af EU – eller vil gerne være det. Med Schweiz og et par miniputstater som farverige undtagelser.
Om få år kan EU let runde 30 lande – alligevel taler modstanderne om udmeldelse og “et andet samarbejde”.
Derimod forklarer Folkebevægelsen og JuniBevægelsen aldrig, hvad dette “noget andet” skulle være. Måske er årsagen, at i realiteternes verden er der intet alternativ til EU.
Debatindlæg i flere aviser juni 2009
Folkebevægelsen mod EU nåede et nyt bundniveau i debatten, da Flemming Leer Jakobsen (Information 3/6) ironiserede over dansk “indflydelse”, fordi antallet af danske EU-mandater er gået fra 16 i 1999 over 14 i øjeblikket til 13 mandater efter valget søndag.
Imidlertid er små EU-lande sikret en væsentlig større indflydelse end deres befolkningsandel. Fx udgør vi 5,4 millioner danskere blot 1,1 procent af EU’s samlede befolkning på en halv milliard – men vi har næsten to procent af EU-mandaterne. Sagt på en anden måde: Rent matematisk burde vi have otte mandater, men vi er altså tildelt 13. Desuden har vi en post i kommissionen, EU’s vigtige ‘regering’.
Det er logisk nok, at hvert land får lidt færre parlamentarikere, når EU vokser. I 2004 fik vi den store EU-udvidelse med 10 nye lande (vedtaget på topmødet i København). Siden fulgte Rumænien og Bulgarien.
Hvis EU ikke havde justeret antallet af mandater per land, så ville vi få et kæmpe, uoverskueligt og ineffektivt parlament – lidt a la en kinesisk eller sovjetisk folkekongres. Men den slags er måske savnet af nogen i ‘Folkebevægelsen’.
Debatindlæg i Information juni 2009
Jens Jørgen Nygaard, borgmester i den tidligere Ledøje-Smørum Kommune, nu 1. viceborgmester i Egedal Kommune, er ny i rækken af anbefalere af Pernille Høxbro til EU-valget.
Det samme er Roman Smigielski, der er formand for landsforbundet af polske og polsk-danske foreninger i Danmark. Roman Smigielski er også byrådskandidat i Brøndby – hvor Pernille er opvokset. Han har tidligere boet på Frederiksberg, hvor han bl.a. var næstformand i Integrationsrådet og konservativ kandidat ved kommunalvalget i 2005.
I forvejen bliver Pernille Høxbro støttet af en stribe fremtrædende konservative, bl.a. Frederiksbergs mangeårige borgmester John Winther, tidligere kulturminister Grethe Rostbøll, tidligere arbejdsminister og leder af Dansk Kvindesamfund Grethe Fenger Møller samt Marie Jepsen, som i 10 år var medlem af EU-parlamentet.
