Politik

EU – fredens projekt

EU er fredens projekt – århundreder med krig er afløst af årtier med handel og samarbejde mellem tidligere ærkefjender.

EU er også borgernes projekt. Vi har fået øget velstand og billigere varer. Vi kan meget let arbejde eller studere i et andet EU-land. Vi kan rejse frit mellem landene.

Netop i denne tid er fem år siden, at EU for alvor samlede Europa: I maj 2004 blev otte tidligere kommunistiske diktaturer i Øst- og Centraleuropa optaget som fuldgyldige, demokratiske medlemmer i det europæiske fællesskab (det samme gjorde østaterne Malta og Cypern).

Siden fulgte to andre tidligere østbloklande, Rumænien og Bulgarien, og endnu flere står i venteværelset – eller banker på døren, fx Albanien og Makedonien samt Kroatien, Montenegro og Bosnien fra det hedengangne socialistiske Jugoslavien.

Europa var i århundreder præget af krig, og i 50 år var en tredjedel af kontinentets indbyggere fanger bag et jerntæppe. I dag samler EU hele Europa med fred, frihandel og fremgang som grundpillerne.

Dét er værd at huske på, når EU-modstanderne taler om agurker, nummerplader og urealistiske ‘alternativer’ til det europæiske fællesskab.

Mere indre marked – mere velstand

EU’s indre marked har skabt billigere og bedre varer til gavn for fem millioner danskere og 500 millioner andre europæere.

For at øge den økonomiske vækst og jobskabelsen i EU skal det være endnu lettere – og endnu mindre bureaukratisk – for Europas virksomheder at sælge varer og tjenesteydelser over landegrænserne. Og det skal være lettere at få patenter på opfindelser i alle EU-lande, det vil øge forskningen og udviklingen i EU, så vores verdensdel bliver styrket i den internationale konkurrence.

Partnerskab – ikke medlemskab – til Tyrkiet

Tyrkiet ligger, med en venlig vurdering, på Europas alleryderste grænse rent geografisk – og kulturelt, værdimæssigt, økonomisk og demokratisk er der stadig enorme afstande mellem Tyrkiet og EU.

Millioner af tyrkere er gennem årtier udvandret i søgen efter et rigere og friere liv i Vesteuropa. Ikke meget tyder på, at den situation ændrer sig – og et EU-medlemskab vil utvivlsomt gøre det lettere at udvandre fra en af Europas mest folkerige nationer. Oveni har Tyrkiet fortsat problemer med demokrati, mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder, kvinders ligestilling, anerkendelse af folkemordet på armenierne og med ytringsfriheden.

I april i år forsøgte Tyrkiets regering at spænde ben for Anders Fogh Rasmussen som Nato-generalsekretær. Her optrådte en fornærmet tyrkisk regeringsleder snarere som talsmand for islamiske diktaturer end som europæisk demokrat – og dokumenterede i mine øjne, at Tyrkiet har umådelig lang vej til EU.

Derfor er der megen fornuft i forslaget fra forbundskansler Angela Merkel og de tyske kristdemokrater (CDU) og fra Bendt Bendtsen om i stedet at tilbyde tyrkerne et privilegeret partnerskab, som fx vil øge samhandlen og det økonomiske samarbejde mellem EU og Tyrkiet.

Nogen hævder, at det vil bringe Tyrkiet tættere på islam og trække landet væk fra vestlige, demokratiske værdier. Men hvorfor skulle et udvidet samarbejde i form af et tæt partnerskab dog gøre det? Og i øvrigt kan det aldrig blive EU’s ansvar, hvilken politik Tyrkiet vil følge.

Lavere landbrugsstøtte og højere støtte til forskning

EU’s landbrugsstøtte er – med rette – en torn i øjet på mange danskere. Jeg vil arbejde for, at landbrugsstøtten både på kort og langt sigt bliver sænket, og de sparede penge bør EU bruge til øge forskningen, så europæiske arbejdspladser bliver styrket i den internationale økonomi.

Vi bør dog også huske på, at landbrugsstøtten i øjeblikket kun udgør beskedne 0,43 procent af nationalproduktet i EU-landene. Og det er aftalt, at støtten falder fra cirka 40 procent af EU’s budget til 33 procent i 2013. Det er altså ikke helt så slemt, som vi indimellem hører det fra EU-modstanderne.

Og så bør vi huske på, at baggrunden for støtten var den fødevaremangel, som prægede store dele af Vesteuropa i tiden efter 2. verdenskrig – og dele af det kommunistiske Østeuropa meget tættere på vores tid. I en del lande sikrer landbrugsstøtten, at store områder ikke bliver affolkede – og alene derfor er det næppe hverken realistisk eller fornuftigt at ville fjerne landbrugsstøtten helt.

Vor tids slavehandel

Trafikken med kvinder fra fattige lande til prostitution er vor tids slavehandel, og det kræver et langt, sejt træk at gøre op med kvindehandlen.

For det første skal vi øge politisamarbejdet. Her snærer EU-forbeholdene igen og begrænser dansk politis muligheder for at arbejde tæt sammen med udenlandske kolleger om et problem, der i den grad overskrider landegrænserne.

For det andet skal vi forsøge at hjælpe kvinderne meget bedre – fx med beskyttelsesprogrammer, hvis de vidner mod bagmænd.

For det tredje skal vi gøre det mere attraktivt at blive i fx afrikanske lande. Mindre landbrugsstøtte i EU og mere frihandel er nogle af redskaberne. Vi skal også øge udviklingshjælpen, og det er vigtigt, at vi hjælper afrikanske kvinder til en selvstændig indtægt, fx ved at give såkaldte mikrolån til frisørsaloner og små butikker.

Lettere at leve som handicappet

Det skal være lettere at være handicappet i EU-landene. I dag kan en tur i metroen i Paris fx være et helvede for en kørestolsbruger.

Alle EU-lande skal overholde fælles regler om tilgængelighed, så handicappede fx kan tage metroen i alle storbyer i EU. Handicappede skal også have adgang til arbejdsmarkedet.

Euroen vil styrke dansk økonomi

En fælles valuta er et naturligt skridt at tage for lande, som i årevis har samarbejdet tæt og handlet sammen. Danmark bør gå med i euroen for helhjertet at være en del af det europæiske fællesskab.

Euroen vil samtidig give os flere fordele: Som et lille land med en åben, international økonomi er vi sårbare over for international finansuro med egen valuta – og meget bedre beskyttet som et euroland. Vi vil få meget større indflydelse på beslutninger om rente og økonomi i Den Europæiske Centralbank og det økonomiske samarbejde mellem eurolandene. Vores virksomheder får mindsket valutarisikoen ved handel med udlandet – og renten i Danmark vil formentlig blive lidt lavere, så virksomhederne kan investere i flere arbejdspladser.

Send forbeholdene på pension

De danske forbehold hæmmer vores muligheder for at deltage helhjertet i EU-samarbejdet. Fx hæmmer retsforbeholdet politiets muligheder for at arbejde tæt sammen med politiet i andre EU-lande – i en tid med stadig mere internationale kriminalitet. Og forsvarsforbeholdet begrænser vores muligheder for at tage del i fx fredsskabende indsatser.

Intet alternativ til EU

EU er en klub, som flere og flere er blevet medlemmer af. Fra en kul- og stålunion med seks lande kort efter 2. verdenskrig til i dag 27 lande – og flere står udenfor og banker på, fx Kroatien og Albanien og vist også Island.

Det er paradoksalt, at modstanderne stadig kan tale om dansk udmeldelse og diverse luftige ‘alternativer’ til EU, mens flere og flere melder sig ind – og det gode samarbejde bliver udvidet til nye områder. Måske er EU ikke perfekt og udtryk for en lang række kompromiser mellem landene, men så må vi forsøge at justere tingene indefra og fortsætte med at være en del af det europæiske fællesskab, for reelt er der ingen alternativer til EU!

Nationernes Europa

Som konservativ ønsker jeg at holde fast i nationalstaten, og derfor skal EU aldrig udvikle sig til et Europas Forenede Stater, men – fortsat – være Nationernes Europa.

Nok har de 27 medlemslande en række fælles værdier og et tæt og mangeårigt samarbejde, men vi er samtidig 27 nationer med forskellig historie og forskellige traditioner, og derfor er der grænser for, hvad vi skal standardisere i EU. Alle 27 lande er demokratier, men nogle har valg i enkeltmandskredse og derfor få partier i parlamentet – andre har, ligesom Danmark, en lav spærregrænse og mange partier. Nogle lande har tradition for folkeafstemninger, mens andre overlader alle beslutninger til de folkevalgte parlamenter. Det skal EU hverken ændre eller ensrette.

Bedre udviklingshjælp

Mens Danmark tilhører klodens elite i støtte til udviklingslande, så er andre, rige EU-lande mere sparsommelige på dette felt. Samlet bør EU forøge udviklingshjælpen – dels for at hjælpe de fattige lande, dels for at begrænse strømmen af flygtninge til Europa.

Men udvikling handler langtfra kun om passiv bistandshjælp. Vi skal også åbne vores markeder, så udviklingslandene lettere kan sælge deres varer til os. Og så skal vi kræve god regeringsførelse hos modtagerlandene. Alt for mange fattige lande holder fast i hel- eller halvsocialistiske systemer, der cementerer fattigdommen, alt for mange fattige lande har korrupte regeringer, og alt for mange fattige lande har stort set intet demokrati og ingen ytringsfrihed.

Fælles indsats for klimaet

Udfordringerne med at beskytte og forbedre miljøet – og imødegå klimaforandringer – er i høj grad grænseoverskridende. Derfor er EU et oplagt fællesskab at løse disse problemer i.

Indsatsen kan fx bestå i fælles krav om mere energieffektive biler, maskiner og så videre, skærpede krav om isolering af huse, forskning i nye energiformer og samarbejde mellem energisystemerne i medlemslandene.

Et godt eksempel er en stor vindmøllepark, som er planlagt i havet mellem Møn og Bornholm. Hvis projektet skulle løftes alene af Danmark, vil det formentlig ikke være rentabelt. Men EU vil støtte mølleparken med over en milliard kroner, hvis den bliver endnu større – og koblet på elforsyningerne i Tyskland og Sverige, så tre lande nyder godt af den rene vindenergi.

Kamphunde i kort snor

Som fornøjet hundeejer til ganske fredelig dværgschnauzer er det fortvivlende at høre og læse om, hvordan kamphunde terroriserer deres omgivelser og fx skamferer småbørn.

Og før vi får et fælles regelsæt for disse modbydelige hunde, løser vi ikke problemerne.

På baggrund af en tragisk sag på Frederiksberg rejste jeg (igen) sagen lokalt, bl.a. med et spørgsmål til borgmesteren. Det tog en lang række medier op, såvel lokale som landsdækkende, og både i Go’ Morgen, Danmark, TV2 Lorry og Nyhederne på DR1 fik jeg lejlighed til at fremlægge min alvorlige bekymring og mine forslag til løsninger. Jeg har fået rigtig mange henvendelser fra ganske almindelige danskere, som er utrygge ved kamphundene og sætter pris på, at der politisk er ved at ske noget. Sidenhen har adskillige folketingsmedlemmer kappedes om at rejse sagen, så jeg håber, at vi i Danmark kan få gjort noget – og jeg vil arbejde for, at også EU holder kamphundene i kort snor.