Svar til Søren Søndergaard

Forleden skrev jeg i Berlingske, at hundredetusinde af unge ikke har haft mulighed for at stemme om euroen og de danske EU-forbehold.

Det fik bl.a. Søren Søndergaard, MEP, Folkebevægelsen mod EU, til at spørge (Berlingske d. 5/3-2009), hvad så med de endnu flere, som ikke har kunnet stemme om dansk medlemskab af EU?

Forskellen er, at måling efter måling viser et meget stort flertal for EU blandt danskerne, herunder også yngre vælgere. Det store flertal manifesterer sig ved hvert eneste folketingsvalg. Her sammensætter vælgerne et ting med 96-97 procent EU-tilhængere – kun Enhedslisten er vel et rendyrket modstandsparti.

Samme mønster viser sig ved valgene til EU-parlamentet. Ved seneste valg i 2004 gik den efterhånden noget ufolkelige “Folkebevægelse” mod EU tilbage, og fik kun et mandat. Langt de fleste danskere, unge som gamle, støtter altså EU (selv om vi måske vil noget forskelligt indenfor EU-fællesskabet).

Og derfor vil det være fair at give de unge indflydelse på, om Danmark skal være halv- eller helhjertet med i EU.