Flere fremtrædende konservative støtter Pernille

Jens Jørgen Nygaard, borgmester i den tidligere Ledøje-Smørum Kommune, nu 1. viceborgmester i Egedal Kommune, er ny i rækken af anbefalere af Pernille Høxbro til EU-valget.

Det samme er Roman Smigielski, der er formand for landsforbundet af polske og polsk-danske foreninger i Danmark. Roman Smigielski er også byrådskandidat i Brøndby – hvor Pernille er opvokset. Han har tidligere boet på Frederiksberg, hvor han bl.a. var næstformand i Integrationsrådet og konservativ kandidat ved kommunalvalget i 2005.

I forvejen bliver Pernille Høxbro støttet af en stribe fremtrædende konservative, bl.a. Frederiksbergs mangeårige borgmester John Winther, tidligere kulturminister Grethe Rostbøll, tidligere arbejdsminister og leder af Dansk Kvindesamfund Grethe Fenger Møller samt Marie Jepsen, som i 10 år var medlem af EU-parlamentet.